På landets plejecentre bruges der mange timer på at støvsuge. Det er dyrt for kommunerne og fysisk belastende for personalet. Robotstøvsugere kan hjælpe til at løse opgaven nemmere, hvis de bliver brugt rigtigt. Det viser projektet fra Horsens, Aarhus, Høje-Taastrup og Norddjurs Kommuner, hvor man systematisk har undersøgt potentialet i at bruge robotstøvsugeren.
Robotstøvsugere er en kendt teknologi, der allerede bruges i mange kommuner. Men hidtil har der manglet dokumentation for, hvordan teknologien bedst bruges. Projektet viser, at hvis kommunerne systematisk bruger robotstøvsugere i kombination med håndholdte støvsugere til plejecentrenes fællesarealer, kan de på landsplan spare mere end 200 mio. kr. i løbet af en femårig periode – svarende til ca. 65 mio. kr. om året, efter at støvsugerne er indkøbt. Derimod viser projektet, at der først på længere sigt er en besparelse at hente ved at bruge robotstøvsugerne i beboernes private plejeboliger.
Medarbejderne udtrykker stor tilfredshed med støvsugerne, da deres arbejde bliver mindre fysisk belastende. 73 procent af de adspurgte medarbejdere i de fire kommuner svarer, at støvsugningen er ’høj’ eller ’nogen grad’ er blevet mindre fysisk belastende. Og de ældre borgere er både tilfredse med kvaliteten af rengøringen og kontakten til personalet.
Projektet viser desuden, at der er meget stor forskel på, hvor lang tid der i dag bruges på støvsugning i plejecentrene. Derfor er det nødvendigt først at lave en tidsmåling, der kan vise, om investeringen i robotstøvsugere kan betale sig i den enkelte kommune – og hvilken besparelse kommunen kan budgettere med.
Derudover viser projektet, at det en succesfuld implementering af robotstøvsugere kræver synlig lokal ledelse og fokus på ændrede arbejdsgange.
Projekttitel ved ansøgning: Demonstrationsprojekt om robotstøvsugere i plejecentre.
Læs mere på Servicestyrelsens hjemmeside