Bred anvendelse af videotolkning
Der gennemføres skønsmæssigt 150.000 tolkninger om året på de danske sygehuse og i lægepraksis, fordelt med ca. 50 % til hver at de to sektorer. Den nuværende organisering af tolkningen er tidskrævende. Ved fremmødt tolk skal personalet holde øje med, at patienten er mødt, og at tolken er mødt. Lægen skal have besked, når både patient og tolk er mødt. Alt dette tager måske kun et par minutter, men afdelingerne anfører, at det løber op, og at de dermed vil kunne spare tid og besvær. Afdelingerne kan også af mange årsager blive forsinket ved en konsultation. Dette kan betyde, at en fremmødt tolk er nødt til at gå fra en tolkning, hvis tolken er booket til en anden tolkning.
Tolkning via videokonference er tidsbesparende for personalet i forhold til fremmødt tolkning. Det gælder både det administrative omkring tolkning og så selve tolkningen, som oftest har kunnet gennemføres på kortere tid, når der anvendes videokonference. Ved videotolkning kan tolkeressourcer udnyttes mere optimalt, idet der først kaldes op til tolken, når patient og sundhedsfagligt personale er klar. Ved videotolkning bruger tolken heller ikke tid på transport, parkering osv. Anvendelse af videokonference er desuden mere fleksibelt, idet afdelingerne fx kan aftale med tolken, at tolkningen gennemføres senere på dagen.
Gennemsnitlig besparelse på 20 min. pr. tolkning
Ved en gennemsnitlig besparelse på 20 minutter pr. tolkning, der omlægges til at foregå via videokonference, ved reduktion af den administrative indsats fra sekretæren og ved transportbesparelse, får man ved fuld, national udbredelse et arbejdskraftbesparende potentiale på ca. 130 årsværk.
Odense Universitetshospital har gennemført et pilotprojekt, der viser, at videotolkning er en velegnet teknologi. Kvaliteten af videokonferencen er tilfredsstillende, og tolkningen foregår mere professionelt og effektivt ved videokonference. Desuden viser patientevaluering stor patienttilfredshed og stor patienttryghed.
Pilotprojektet i Odense er inspireret af de signifikante resultater ved Alameda County Medical Center (Californien), hvor teletolkning reducerede den gennemsnitlige tid, der blev anvendt til tolkning, fra 37 minutter til 17 minutter (20 minutter).
Organisering
'Teletolkning i sunhedsvæsnet' er et implementeringsprojekt, der er forankret i Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark.
Projekttitel ved ansøgning: Bred anvendelse af teletolkning pr. videokonference i hele sundhedssektoren
Læs mere om projektet på MedComs hjemmeside