FearFighter bekæmper fobien online Et online behandlingsprogram kan hjælpe borgere med behandlingskrævende angst og fobi. Ca. 350.000 personer i Danmark lider af behandlingskrævende angst og fobi, med store samfundsmæssige og personlige omkostninger til følge. Disse borgere behandles i sundhedsvæsenet og har et stort fravær fra arbejdsmarkedet. Behandlingen er i dag baseret på terapi med konsultationer hos psykologer og psykiatere. FearFighter - et online selvhjælpsprogram Patientgruppen har et stort helbredelsespotentiale, men behandlingen er ressourcekrævende, og der er lange ventelister. FearFighter er et nyt online selvhjælpsprogram, der er baseret på metoderne i kognitiv adfærdsterapi. Programmet består af to tæt forbundne dele: en undervisningsdel, der giver brugeren indsigt i sin egen sygdom, og en egentlig behandlingsdel, der gennem individuelt tilpassede opgaver på i alt ni trin giver brugeren konkrete redskaber til problemløsning. En psykiatrisk sygeplejerske hjælper vedkommende i gang med behandlingen og støtter patienten undervejs i forløbet gennem telefoniske samtaler. Fakta om projektet Organisering: Projektet er forankret på Aarhus Universitetshospital, RisskovProjekttitel ved ansøgning: FearFighter Støtte fra fonden: 4,5 mio. kr. Egenfinansiering: 2 mio. kr. Opstart: 1. januar 2011 Varighed: 18 mdr. Estimeret årsværksbesparelse i projektet: 5 årsværk Estimeret national årsværksbesparelse: 50-100 årsværk.